Tanker og følelser med begrænset filter

Der er sket meget det sidste halve år, og det er svært at finde overskud til andet end børnene. Det har kostet dyrt for forholdet at vi har været så hårdt spændt for. Vi har valgt at bo hver for sig, og det har været en god beslutning. Børnene har fået ro på, vi har fået ro på. Nu kan vi bedre finde plads til at være kærester og familie, når ikke hverdagens små problemer hober sig op.

Det har været hårdt at kæmpe så meget for at få udredning til lillemanden. Men at vi endelig blev "renset" for skylden, har været en kæmpesten sombra taget væk. 

At han har et handicap som gør han har svært ved tingene og sig selv, er ikke en rar tanke. Men det kan der handles på og han kan hjælpes. 

Den dårlige samvittighed er nemmere ar leve med. Den vil jo aldrig forsvinde, men den råber da ikke så højt mere.

Så skriver vi d 21. august og min elskede prinsesse bliver 8 år. 

Den sidste månedstid har der været en del forespørgsler fra gravide med hlhs børn på vores hjertbørns gruppen på Facebook. Det har virkelig pillet ved gamle følelser og oplevelser. 

Lille Rose skulle også snart have haft fødseldag, men er på sin valmuemark et bedre sted.

Jeg forstår udemærket dem som vælger fra. Det er hårdt men jeg bliver alligevel ked, når jeg hører om det.

jeg priser mig lykkelig for jeg har mon prinsesse og hun har det så godt som hun har det.

Når man får et hjertebarn bliver man medlem i en klub, hvor livet ikke altid bliver så langt som ønsket.

Vi har netop sagt farvel til endnu en lille engel. Det var virkelig hårdt. Det er altid hårdt at sige farvel til børn. Men præcis dette tilfælde ramte mig hårdere end normalt. Men dette lille hjertebarn var heller ikke som "de andre".

Hun var den eneste som var ligesom vores, halvhjertet og handicappet. Samme hjertesygdom men ikke handicap omend det på mange måder mindede om vores.

Rose havde fået en alvorlig hjerneskade efter en operation, og var også multi handicappet nu. Det var rart at have nogen med et liv, som minder/mindede om vores. Ikke fordi de var ens, men der var alligevel ligheder. 

Så min sorg gælder dem begge, både englen og min egen prinsesse. Lige i disse dage er der bare så mange ting, som minder om de hårde dage i 2010, hvor vi frygtede ikke at få hende med hjem igen.

Igen og igen bliver jeg mindet om hvor død syg min datter er, og hvor lidt lægerne faktisk kan gøre for hende. Heldigvis har hun det godt, og ingen tegn på noget. Men minderne er der og frygten. Når så et andet barn med samme fejl, så pludselig går bort, ja så er det svært ikke at tænke på det.

Elsker min familie og nyder hver dag vi har sammen. Men hader, Hader hendes sygdom og handicap. Hader frygten for at miste. Hader de begrænsninger hun har i sit liv, selvom hun virkelig forstår at få max ud at tingene. 

Men elsker hende for hendes humør, vilje og kampgejst. 

Nyt år og derfor tid til at gøre status over det gamle.

Det må siges at have været et år med masser, og synes til tider for meget, modgang. Jeg har virkelig været nede og ramme bunden mere end en gang. Men takket været gode venner og dejlig familie er jeg nu på vej op igen.

Der har været mange utrolig hårde kampe som skulle kæmpes. Der har også været utrolig meget fokus på hvad som er/var værd at kæmpe for. Heldigvis er nogle er de store ting, som virkelig har fyldt endelig kommet på rette spor.

Mit nytårs fortsæt må klart være at få opprioteret mig selv. Det har jeg virkelig været utrolig dårlig til, og det har hævnet sig. Der skal være noget at stå i mod med, når man har så store ting at kæmpe mod, som vi har haft. Selvom det heldigvis nu er overstået, så har det lært mig meget om mig selv og overskud.

Det har været sindsyg hårdt at få at vide, jeg er en dårlig mor, en ressurcesvag mor og familie. For føler slet ikke det passer. Men tilgengæld har jeg ikke følt mig hørt eller anderkendt. I særdeleshed forhold til lillemanden og hans problemer.

Generelt synes jeg der har været rigtig mange ting at kæmpe mod i 2013. Både forhold til familien, men desværre også forhold til mig selv.

Jeg er startet på en grundig oprydning på mange områder. Både rent fysisk og få smidt noget af alt det skrammel ud, som har samlet sig i huset. Men især mentalt er jeg gået i gang. Der er meget frygt og dårlige oplevelser som ikke må fylde mere, for endelig begynder jeg at tro på en bedre fremtid for tøsen og familien generelt.

Aktivt rod er en naturlig del af det hjem, hvor livet leves.

Passivt rod er der, hvor livet er gået i stå!

HAR DU FYSISK ROD – HAR DU OGSÅ METALT ROD I BEVIDSTHEDEN” – citat af Karen Kingston.

Er faldet over dette citat, og må indrømme jeg synes det passer skræmmende godt på mig. Jeg er og har altid været et rodehoved. Men begynder at overvejer hvorfor det er sådan. Det er en temmelig hård proces. Men også nødvendig. 

Sat igang af mange forskellige mennesker.

Men hvis vi alle og især begge mine dejlige unger skal have det godt, er det jo nødvendigt at jeg få det godt. Det har jeg det jo desværre ikke. Jeg kæmper med mange ting. Både praktiske ting forhold til ungerne, men også mange "skeletter i skabet" som skal ryddes ud. Det er hårdt, når fremmede mennesker som jeg slet ikke kender, kan se på mig hvor skidt jeg har det. Men det giver så samtidig vilje til at få gjort noget. Heldigvis er der også håb, da jeg efterhånden har ramt nogen steder, som nok kan hjælpe mig i min videre færden.

Det hjælper jo også at begge mine unger ellers trives, og der begynder at komme styr og håb for dem.